1
Martin sparkede til sneen, da han var nået over på den anden side af gaden. Vinden var skarp denne eftermiddag, lige imod, nøjagtig som krisen, der ikke ville forlade dette land. Den ville åbenbart heller ikke nogensinde forlade én personligt. Han fik lidt ondt af sig selv.
Det var ikke, fordi det var så koldt igen. Harmen og vreden sad i ham, og han trængte til luftforandring.
Strucksallé viste sig fra sin barske side med østenvinden på langs lige imod. En udmærket parallel til hans sindsstemning og udmærket til afkøling.
Åh, ham viceinspektøren med sit ”du har jo kun været her to år”, som om det betød, at man skulle have rosset hver gang. Den stud! Så kunne de gamle fra stenalderen sidde på flæsket og have de gode klasser.
Det var ikke sådan, seminariets undervisning havde lydt.
Viceren ville på en skala fra 1 til 10 næppe komme meget højere end 2, hvis det stod til Martin.
Han følte sig selv lige nu som en ældre herre trods sine kun 30 år. Uvilkårligt bøjede han nakken lidt forover og gik med slæbende skridt.
Han skråede over jernbanen og åbnede døren til Tønders ældste bodega.
-Porter? Spurgte tjeneren.
Han nikkede. En af fordelene ved at være kendt herinde var, at man ikke behøvede mange ord.
Han drak grådigt. Det flimrede for ham, og vicerens messende stemme gentog ustandselig betydningen af, at netop den klasse fik ham næste skoleår. Åh, der var dejligt varmt herinde.
Det var tredje år i træk, at han skulle have skolens suverænt dårligste skema. For tredje gang forstod han intet af det. Det første år jo. Som ny får man altid det dårligste.
Mens han drak, tænkte han lidt sørgmodigt på, om han i det hele taget skulle have været skolelærer. Nu sad han andet år på en stor folkeskole med en uheldig klasse med udsigt til et endnu dårligere skema næste år.
Boede i en lille, kold og fugtig lejlighed. Ugift, uden kæreste, uden lys forude i tunnellen.
Skolelærer! Det var en drøm! Som skolelærer ville de stirre beundrende på én, når man gik ind på skolen. Forældrene ville hilse ærbødigt, måske ta hatten af. Børnene ville stå tavse og tænke: Bare han ikke hører mig! Respekt ville man få.
Det ord stod langt nede på listen. Man kunne godt komme i tanker om nogle andre ord, der passede bedre. Lærling. Underholder. Skidespræller. Hvis man ikke føjede eleverne engang imellem, kunne de finde på at lave ballade. Råbe op, så de kunne høres inde ved siden af.
Pladsen overfor blev optaget. Åh nej, ikke hende. Kunstige, fabriksfremstillede bryster.
-Hvad så, skat? Trænger du til selskab? Hendes affarvede stemme lød indladende.
De gule nikotinfingre slog asken af cigaretten, mens hendes alt for røde læber vibrerede:
-Vi kunne lige smutte hjem og…
Hun vibrerede med saltvandsposerne og hældede dem ind over bordet med den rødternede dug. Så lå de der som to poser hvide ris.
Han undslog sig høfligt. Det der saltvand var en slags stopklods. Det lå nok inde i en plasticpose. En i hver.
Hun lagde sin ulækre hånd oven på hans.
-Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det kun skulle være den ene gang!
Hun strøg hans hånd. Det føltes, som om hun skrællede huden af.
Hans tindinger begyndte at banke hurtigere. Luften var fuld af flimmer og kvælende cigaretrøg. Det steg op i ham. Hånden med glasset løftede sig selv af egen fri vilje og kørte i en bue gennem luften, drejede sig og afleverede indholdet i kavalergangen. Ned til de andre væskebeholdere.
Hun skreg op, stolen væltede bag hende, og der opstod en farlig ballade. Tjeneren kom farende og undskyldte og tørrede op, han vidste ikke, hvad der var sket, og hun skældte Martin ud og samlede sin frakke op og skred, idet hun smak ham en lussing.
-20 dages fængsel, mumlede han, mens han tog sig til kinden og hævede skulderen og øjenbrynene til tjeneren.
Han rystede på hovedet og kom med en ren dug. Martin selv var blevet våd på det ene ærme. Han flyttede op til baren og bestilte en ny. Der faldt igen ro over det hele. Harmen og vreden fra før kom lidt mere på afstand.
Det mørknede udenfor. De mange lys fra gaden, posthuset og forretningerne kunne dog ikke skjule mismodet. Den sorte brandvæske varmede, men det var en stakket frist.
-Dårlig dag?
Tjeneren tørrede disken af.
Den halvanden porter var lige tilpas til ikke at holde sig tilbage og på den anden side ikke være snøvlende dum. Han var alligevel noget usikker på, om det gjorde nogen forskel.
-Tja, det kan man vel godt sige! Tak for nu.
Han rejste sig og luntede ud i vintermørket.
Vinden var drejet om i syd, så nu fik man den igen skråt forfra. Typisk at få modvind både ud og hjem. Typisk for ens liv. Studentereksamen. Soldat i Haderslev. Småjobs. Seminarium. Ansættelse. Hvis man døde i aften, var der ikke en kæft, der ville savne én. Burde man skyde sig en kugle for panden med Berettaen? Så var det hele overstået.
Farten aftog, det var lige før, han standsede helt.
Åh, man syntes altid, det var synd for én efter to portere. Gør noget ved det, mand! Få styr på din tilværelse, find et bedre job, find en dejlig dame, bliv borgerlig! Ekkoet fra en seminariekammerat kunne man stadig huske. Henrik var en irriterende stodder, der sådan set allerede der var blevet gift, havde fået job længe før alle andre og gik med planer om at købe hus. Man følte sig stadig som en skoleelev, der ventede på at blive voksen. Det var det mærkelige. Man følte sig altid yngre end de andre.
I den første tid på skolen havde man følt sig som ældste elev. Nu var man yngste lærer, selv om der var to, der var endnu yngre.
Næste morgen bankede han på ind til viceren og spurgte, om der slet ikke var anden mulighed til næste år end den der sammenbragte 7. klasse med alle problemerne og ellers tysk, tysk og atter TYSK.
Viceren med de mange skæl i håret kiggede bare på én med sine fiskeøjne. Han samlede nogle ark i begge hænder og stødte kanten ned mod bordet, som studieværterne gjorde, når de var færdige med at speake.
-Jeg tror, du skal belave dig på, at du står bagerst i rækken. Længst ansat, først tilgodeset. Sådan vil du nok også gerne selv have det om nogle år! Hvis du bliver her længe nok!
Martin vendte på en tallerken og gik ind på det kæmpestore lærerværelse. Frederik hilste muntert godmorgen og bemærkede, at det var en skam, Martin ikke skulle med i indskolingsgruppen, som han ellers havde ønsket sig.
-Jeg har ikke gjort mig fortjent endnu, fløj det ud mellem tænderne. -Man skal være mellem 50 og skindød, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger!
-Nå, nå. Frederik havde hævet panden og øjenbrynene:
-Har man fået det forkerte ben ud af sengen i dag?
-Er det ikke snarere den forkerte vicer på skolen?
Martin trak på skulderen og satte sig hen i en sofa. Der var endnu et par minutter til time. Det var et fucking lorteudtryk. Forkerte ben! Betød det, at hvis man svingede ud til højre, så skulle venstre ben først ud? Så ville man trimle om på maven og rejse sig baglæns op. Hvorfor i alverden skulle man det?
Han tog det nyeste nummer af ”Folkeskolen” og kiggede ledige stillinger. Hvis man nu skulle søge et job så langt væk som muligt, hvor mon det så skulle være?
2
I Bøgsted Rende i Thy, 278 kilometer mod nord i det allernordvestligste hjørne af Jylland, sad Karl-Henrik på kontoret i MultiBrugsen og bladede brochurerne med overvågningssystemerne igennem en gang til. Han og medejeren Troels var ikke enige om nytten af udstyret, og dertil kom, at det var relativt dyrt. På den anden side var der flere fordele: De kunne nemmere nappe butikstyvene, og så var der selvfølgelig også muligheden for at kunne belure de mest interessante af de kvindelige kunder…
Han havde overvejet at kunne købe Troels ud, især efter den gang hvor Troels havde snakket om at flytte til en større by. Det var jo Troels´ Multibrugs oprindelig. Karl-Henrik var ikke som sådan misundelig på ham, fordi han havde arvet en del penge, som han dengang brugte til at opføre butikken i Bøgsted.
Det var lige efter, at Coop indførte muligheden for som uddeler at købe og dermed eje sin egen brugs og benævne den MultiBrugsen. Troels havde troet, at der foregik meget mere i Thy, det største vækstområde i Danmark, men han kedede sig og måtte af og til helt ind på Ålborgs Jomfru Anegade for at kunne more sig ordentligt og nakke et par svenskere, som han sagde. Karl-Henrik smilede for sig selv.
Men at blive eneejer stod for Karl-Henrik som en rigtig god idé, det var noget af det største. Han vidste, at man kun havde ét liv. Her gjaldt det om at blive rig, at være på livets solside. Hans far havde i den grad vist ham, at pengene styrede det hele.
Da han i sin tid overtog MultiBrugsens ene halvpart, måtte han meddele Katrine, at de ikke længere havde råd til at bo i eget hus. Hun var blevet lidt ked af det.
Nu kunne han omsider kompensere lidt for det. Han havde tjent godt de sidste par år.
-Men du vil så have det der nede på Engen? Katrines stemme var mod forventning ikke just fuld af lyst.
Det var til salg og havde en formidabel udsigt ud over havet her ude ved kysten mellem Vorupør i syd og Klitmøller i nord, og han forestillede sig, hvordan han en dejlig sommeraften ville sidde på terrassen med en kold thypilsner, som Katrine havde hentet til ham og bare nyde udsigten. Det havde han snakket om flere gange.
Omsætningen måtte vise, om der var råd.
Men Katrine havde virkelig stirret på ham, så han følte, der ville hun ikke bo:
-Men det er jo et alt for stort hus. Og hvordan skal jeg få tid ...
-Du ved, at min far altid vil hjælpe sin yndlingssøn med penge. Og sådan et hus kræver nærmest en ...
-En ung pige? Katrines øjne lyste op.
-Nemlig! Og det skal vi nok få råd til.
Børge Vesløs var bankdirektør i Thisted, og enebarnet Karl-Henrik var ikke i tvivl om, at penge var det centrale i tilværelsen. Faderen var i stand til at vurdere alt ud fra et økonomisk princip. Når moderen var ked af det, stak han hende et bundt sedler og udtalte det forløsende:
-Gå ned og køb noget!
Karl-Henrik havde ikke mange venner; de fleste var ganske kortvarige. Nogle havde han en klemme på, fordi de skyldte ham penge.
Andre var bange for ham. Det var en god ting, syntes han.
Han rejste sig og gik ud i butikken og begyndte at sætte varer på plads.
-Hej Peter! Nå, I holder et par dage fri, mens dine medarbejdere sælger BMWerne?
Peter tog en liter mælk fra montren:
-Ja, hæ, vi er simpelthen så glade for sommerhuset. Hvis man ikke havde sin gode forretning på Mors, kunne man godt bo her og kalde sig thyboer!
-I havde chancen under kommunesammenlægningen. Mors mødte en udstrakt hånd fra Thy!
Mors ville absolut være sig selv og ikke en del af Thy. Nu lå øen der syd for Thy, som den havde redt! Karl-Henrik havde været overrasket over den beslutning som så mange andre. Først vantro: Det kunne da ikke passe? Så ærgerlig. Til sidst ligefrem vred. Så thyboerne var ikke gode nok.
-Vi morsingboere vil helst klare os selv uden at fornærme andre.
-Sådan nogle som dig byder vi sandelig også velkommen. Der er bare så mange nasserøve på Mors, der kommer herop og...
Karl-Henrik havde fået øje på noget, og med et venligt klap på skulderen til Peter var han pludselig væk.
Oppe ved kassen med to øl stod Per Måne, Karl-Henrik vrængede med læberne, det var lige så tåbeligt som øgenavnet Hylde-Per.
Denne rodede i lommerne efter pengene, men fandt kun sin mobil, og Karl-Henrik lod, som om han lige skulle sætte noget på plads. Han ville godt se, om Bøgsteds original, morsingboen Hylde-Per havde penge. Han havde indskærpet over for Tommy og de andre ved kassen, at alle skulle betale kontant, der hjalp ingen kære mor!
Hylde-Per havde åbenbart ikke penge nok, og så stod han der hjælpeløs, som han plejede og så tiggende ud.
Han sku´ fanme ikke ha´ kredit igen! Sådan en spasser-nasser.
Karl-Henrik gik resolut hen til kassen og gjorde det meget klart for Hylde-Per, at alt det der med kredit var afskaffet, og at han naturligvis ikke kunne komme her og købe to øl og nøjes med at betale for en! Hvor var vi så henne, hvis alle gjorde det?
Uddeleren havde foldet begge arme temmelig stramt over brystet og søgte at se meget bestemt ud.
Det kunne Hylde godt forstå, men der var kun tale om en midlertidig ubalance i hans økonomi, og i morgen ville han kunne betale for den anden øl også.
Karl-Henrik tog hans anden øl, mens han vredt gjorde kort proces med den melding og satte ølflasken på plads igen. Hyldes øjne fulgte flasken, til den igen stod på sin plads.
Der gjaldt kontant betaling overalt og for alle kunder! Basta! Og skulle han ikke overveje at emigrere tilbage til Mors? Kunne han ikke få langt bedre forhold der på øen? Han ville i hvert fald få flere kammerater, for der var ganske enkelt flere fulderikker dernede. Det vidste Karl-Henrik.
-Find dig et andet sted at købe din alkohol, fyldebøtte! Det her er en pæn butik. Ikke for sutter som dig!
Med disse kontante udmeldinger tog han fat i Hylde og slæbte ham forbi andre mere ordentlige kunder hen til døren, hvor han stak ham en på skrinet og sparkede ham ud. Hylde faldt, men hans ølflaske gik ikke i stykker mod fortovet, fordi han havde åndsnærværelse nok til at holde den højt.
-Idiot! Brummede Karl-Henrik i første omgang og skulle lige til at gå ind igen, da han lagde mærke til, at der flød væske ud under Hylde. Han gik hen til ham:
-Sig mig engang, hvad er det?
og pegede på væsken, der i en smal strøm banede sig vej på asfalten.
-Ligger du og pisser på mit fortov?
En pludselig opstået mistanke fik Karl-Henrik til at bøje sig ned og snuse. Pis! Det var det ikke. Tænkte han det ikke nok. Der var ingen tvivl! Det var ren og skær whisky!
Han rejste sig rasende op og råbte:
-Har du stjålet whisky? Så sku´ da fanden stå i det!!
Han hev ham trods hans protester resolut op, fik fat i resterne af flasken med 12-års mærket, trak ham hele vejen ind gennem butikken og ind på kontoret og ned i en stol. Så greb han telefonen og bad Thisted Politi om at komme med det samme. Kunde grebet på fersk gerning i butikstyveri!
8 minutter senere stod to granvoksne uniformerede betjente i døren, og efter at have fået historien klarlagt bad de Hylde-Per om at følge med. Det var ikke første gang, og nu måtte der statueres et eksempel, mente Karl-Henrik rød i hovedet af galden. Når det oven i købet var whisky, 12 års, var det i sagens natur ekstra alvorligt.
Hylde gik mellem de to store betjente hele vejen op gennem butikken forbi de andre kunder og blev kørt ind på politistationen, hvor man gik i gang med den sædvanlige procedure. Derfor varede det heller ikke længe, inden han blev løsladt igen, men denne gang med risikoen for en sigtelse. De andre gange var han sluppet med advarsler. Assistenten, der udspurgte ham, luftede ud på kontoret bagefter.
Da Karl-Henrik senere kom hjem, hørte han stemmer inde fra stuen. Katrine sad derinde og talte med en ung, lyshåret pige, der straks rejste sig, da han trådte ind.
4
De to ejere havde flere møder, og selv om det gik trægt, nærmede de sig en afklaring. Karl-Henrik var ikke sådan at bide skeer med, men på den anden side ville Troels ikke give køb på noget. Hverken goodwill eller lager ville han forære Karl-Henrik.
Karl-Henrik måtte bide i det sure æble og acceptere Troels´ krav.
Eneejeren og enemultiuddeleren fejrede sin overtagelse af MultiBrugsen med flag, balloner og gratis lokal fadøl til kunderne. Troels glædede sig tydeligt over at have fået en lederstilling i Viborg i Bilka trods sin relativt unge alder. Hans mulighed for at avancere og tjene penge ville være noget større end her i Bøgsted Rende. Så med en pæn pose penge, alt for pæn efter Karl-Henriks smag, rejste Troels i slutningen af sommerferien.
Tilbage var Karl-Henrik, der allerede havde meddelt fru Martinsen, at til jul var det godnat med hende, og hun måtte finde sig noget andet. Han ville fremover satse på ungdom, fantasi og arbejdsiver, og uden at sige det direkte lod han hende forstå, at pensionister ikke kunne være ansat i Bøgsted Rende MultiBrugsen.
Han havde bedt hende komme ind på kontoret, og der havde han deklameret meget poetisk, når han selv skulle sige det:
-Når alder begynder at trykke, du sørme derhjem´ må rykke!
Den egentlige grund var den enkle, at han ikke gad se på gamle mennesker. Gamle mennesker havde rynker, hørte dårligt og var altid duknakkede, skaldede og fede.
De ældres tilstedeværelse i butikken kunne dog gå an, hvis de købte godt ind.
5
På skolen var alt gjort klart til det nye skoleår og til at modtage den nye lærer. Aftenen før var der en lille sammenkomst for Martin, hvor forældre til hans klasse bød ham velkommen i gymnastiksalen. Mere end halvdelen var mødt frem, og det var han godt tilfreds med. Han fik lejlighed til at hilse på dem og syntes godt om det hele.
Lettere nervøs trykkede han en forvirrende masse hænder. Mobilen ringede, lige da han skulle til at hilse på uddeleren. Man flåede den frem af gammel vane, men Karl-Henrik var væk, da samtalen var overstået. Nå, forhåbentlig tog han det ikke ilde op.
Mange af forældrene kunne fortælle ham, at der var en del problemer med især de andres børn. De var lettere umulige og ødelagde undervisningen for deres egne børn. Det skulle han være opmærksom på, og det lovede han.
Hans egen private og hemmelige målsætning var, at der skulle andre boller på suppen. Nu skulle det være! Væk med mindreværdsfølelsen, der jog ind i én, hver gang det gik skævt med kærligheden, eller der var nedtur på jobbet. Det skulle være slut. Tænk positivt. Det var rådet, man havde læst i ”Folkeskolen”. Respekt til eleverne og kollegerne og lederne. Intet mindre. Så ville ”respekt fra” følge helt naturligt, og man kunne omsider føle sig som en ansvarlig voksen, de andre regnede med. Det at være lærer var blegnet noget i forhold til det at blive lærer.
Under morgensangen næste dag bød inspektøren velkommen til det nye skoleår og også til ham, den nye lærer, i hall´en, og alle klappede. Der blev forhåbentligt noget at klappe af. Alle lærerne stod klistret op ad væggen, mens elever og forældre sad ned.
Han takkede inspektøren for velkomsten og blev bagefter bænket på lærerværelset, et lille hyggeligt et, præcis sådan som han havde længtes efter. Det var fint med noget mere lydhørhed. Bøgsted Rende Folkeskole var svaret.
På skolen var der ingen, der havde noget at bemærke vedrørende hans etniske baggrund. Måske var de så høflige, at de undlod at nævne det. Bag hans ryg ville de nok snakke og sige: Han er sønderjyde. Hvordan skal det nu gå? Hvorfor har de ansat en sønderjyde?
Hans indtryk fra sit sparsomme kendskab til Thy var i det store og hele, at man altid ville blive anerkendt, bare man ikke kom fra naboområderne Mors, Salling eller Hanherred.
Flere af kollegerne var henne og præsentere sig, og en af dem var god at snakke med. Det var klasselæreren for syvende klasse, Lause, der var jævnaldrende og viste sig at interessere sig for noget af det samme.
Martin spurgte ham forsigtigt ud om forældrene i sin klasse, og da de kom til uddeleren fra MultiBrugsen i Bøgsted Rende, løftede Lause højre hånd og rystede den fra side til side.
-Der er få thyboere, der ikke er gode nok, skal du vide, dæmpede Lause sig. En af dem er uddeleren. Han er forfærdelig.
Lause havde kendt ham fra drengetiden i Sjørring.
Han sagde med overbevisning i stemmen, at sådan var Karl-Henrik, og sådan havde han altid været: En fars dreng, gennemforkælet, den eneste af alle drengene i Sjørring, der altid fik sin vilje. Det havde lært ham, at han kunne få hele verden, gerne og om nødvendigt med alle midler. Lause tilføjede lidt dæmpet, at han faktisk havde gået i klasse med Karl-Henrik.
-Jeg er også gammel Sjørringdreng, sagde han. Jeg har kun skidt at sige om Karl-Henrik.
-Han fik altid flest lommepenge. Han havde altid det nyeste tøj. Han havde altid masser af slik til at købe kammeraterne med. Hans cykel var den dyreste i hele Sjørring.
Martin mente nu, at der måtte være formildende træk ved selv det værste afskum af menneskeheden, men heri var Lause helt uenig.
-Det kan godt være, du kan finde formildende træk hos alle andre, men du kan sgu ikke finde nogen hos Karl-Henrik Vesløs.
Martin var dog parat til at give ham lidt ret. Bare fordi mobilen lød, ville han ikke hilse. Han kunne da være kommet bagefter? Have sagt, nå, var det noget vigtigt? Ja, vi har alle travlt og må passe vores.
På den måde fik Martin både vist lydhørhed og evner til samarbejde samt endnu bedre teoretiske forudsætninger for at bo i Thy.
Ugen før havde for ham været en travl uge. Noget af arbejdet med at forberede sig til skolen bestod i at lære elevernes navne at kende. Han havde fået udleveret deres billeder og tilhørende navne og terpede længe og omhyggeligt. Til sidst syntes han, at han kunne det godt nok.
Den første time stod han over for klassen, mens nogle få forældre sad nede bagerst. Hver af eleverne havde på et stykke pap skrevet deres navn og stillet det foran sig, en idé inspektøren havde fået.
Martin mente smilende, at det da var unødvendigt med de der navneskilte, da han havde brugt hele sin sommerferie på at lære alles navne udenad.
En dreng på en af de bagerste pladser lagde sit skilt ned og sagde højt:
-Hvad hedder jeg?
I samme sekund kunne Martin ikke huske det og fortrød i det næste, at han havde sagt det med sommerferien. Nu blev han helt til grin. Og hans ansættelse var sådan cirka 50 minutter gammel.
-Øh, lad mig tænke mig om. Han søgte at vinde tid og fiskede febrilsk et eller andet sted inde i hjernen efter svar.
-Hvad hedder jeg, blev den formastelige dreng ved. Martin begyndte langsomt at synes, at han var noget irriterende.
-Jeg tror, jeg må give op, stammede Martin.
En fnisen og adskillige smil bredte sig, da drengen gentog:
-Hvad hedder jeg?
En dame nede bagved rejste sig og gik hen og sagde noget til ham.
Martin beklagede og undskyldte sig med, at der var så meget nyt for ham.
Efter en times tid med forskellige indslag om planen fremover på klassen var der afgang for forældrene, og eleverne gik til frikvarter.
Sidst kom drengen og borede i såret:
-Hvad var det så, mit navn var? Hans mor tilføjede, mens hun gav hånd:
-Det er vigtigt at kunne navnene.
