Wilkens

UDVALG AF AKTUELLE TEKSTER OFFENTLIGGJORT ELLER EJ

ORDSKIK (juli 2011) 

Sproget er en foranderlig levende mekanisme, og brokker man sig over ”forkerte” vendinger, virker man selv forstenet. Det, vi dengang lærte i skolen, gælder ikke mere. Ofte får man den tilbage, at ”… vi forstår jo meningen, ikke?...” underforstået, at så er det altså bagateller, man disker op med. Fra at være en sprogrøgter i egen forblændelse er man blot en brokrøv, og den alarmerende fejl, man gør opmærksom på, vendes til, at det er mig, der er noget i vejen med.

En af de fejl, der efterhånden har bidt sig lige så meget fast som forvirringen om bjørnetjenester, er vendingen hverken eller. Vestager kan ikke lide hverken Løkke eller Hjort. Det betyder strengt taget, at hun kan lide dem begge. Hvordan det? Prøv at stryge nægtelserne, der som bekendt ophæver hinanden. Men skidt pyt, hvem skulle dog gå op i det? Når man forleden læste en artikel i JP af en professor, der også brugte ikke-hverken-eller, må man forstå, at det er blevet logik at benægte to gange og alligevel skal forstås omvendt.

Det hedder (eller hed?) han kunne hverken se sin mor hos købmanden eller på gaden.

Vi mennesker vil opfattes som troværdige og som nogen, andre kan have tillid til. Derfor er vi nogle stykker, der mener det nødvendigt undertiden at understrege, at det, vi siger lige nu, er ekstrem rigtigt. Det er en rigtig ærgerlig grænsekontrolaftale betyder, at den ikke blot er ærgerlig, men 110% ærgerlig. Utrolig var engang modeordet, der blev anvendt i utrolig mange sammenhænge. Det blev gentaget så ofte, at det var helt utroligt. Netop derfor mistede ordet sin værdi. Lige præcis.

Vi kender det samme fra mange andre steder, dog tydeligst og mest udstillet i X Factor-programmet, hvor mobning er tilladt, og hvor ord som fint, udmærket og ganske smukt slet ikke slår til længere. Fantastisk er et adjektiv, der ikke længere betyder fantastisk, men bare godt. Faren er nærliggende: Hvis den næste sanger er endnu bedre, må man ty til en højere grad. Så hedder det superfantastisk, og de tre censorer slynger om sig med disse superlativer, mens man som seer tænker, at hvad nu, hvis …

Det viser sig da også at blive svært, når den tredje sanger synger bedre end de to første. Ordene er sluppet op, kraften feset ud. 13 gange hørte jeg Niaren bruge ordet fantastisk, og så kan enhver regne ud, at den har passeret datostemplingen.

Helt ærligt er det for meget. Helt ærligt tror jeg ikke, den holder. Når man bruger udtrykket helt ærligt, kan andre få den mistanke, at når man ikke bruger det, er det, der strømmer ud af ens mund uærligt.

Svar på spørgsmål i medierne indledes med ”Ja, men altså …”, og det har vi vænnet os til. Det hører med. Ligesom det er almindeligt ikke længere at nøjes med ét grundled, når man taler. Det hedder ikke ”Politikeren lod hånt om vælgerne”. Det hedder ”Politikeren han lod hånt om vælgerne”. ”Vestager hun elsker de røde, men hun flirter med de blå”. Hvert navneord, der optræder som grundled i en sætning, skal efterfølges af et personligt stedord, når vi taler. Vi bruger det alle, og sådan er det. Stedordet er blevet en livvagt, der følger os døgnet rundt.

Hans og sin kan forkert brugt betyde forskellen på et hæderligt menneske og en kriminel: Han tog sin pung og gik. Han tog hans pung og gik.

Noget af det sværeste er de transitive og intransitive verber. Springe og sprænge. Selv professionelle journalister kløjes i dem. Bomben sprang? Nej, det må da hedde bomben sprængte, for den springer da ikke som en bold. Den forklaring fik jeg af en hærdet og noget overlegen, spottende TV-journalist, da jeg spagfærdigt gjorde ham opmærksom på fejlen. Nu skriver jeg spagfærdigt. Det kan naturligvis opfattes anderledes, hvilket han da også gjorde.

Når der på skærmen står, at en mand er skudt på Nørrebro, betød det i gamle dage, at han var død. I dag betyder det nærmest det modsatte, at han trods det at være blevet beskudt har overlevet. Hvordan kan det være, at ordet skudt har overtaget ordet beskudt, som i denne sammehæng er det rigtige?

Det kan hænge sammen med de korte overskrifter. Skønt beskudt kun er to bogstaver længere end skudt, virker det sært tamt bare at skrive, at nogen har ramt en mand med et skud. Der skal blod på drengen! Studerer man nyhedsmediernes hjemmesider, kan man se, at de kreative tekstforfattere forsøger alt for at fange opmærksomheden: ”Ingen penge, ingen OL”. Bortset fra at det hedder intet OL, tror man uvilkårligt, at OL i London er aflyst. Men det drejer sig ”kun” om en løber fra Holstebro, der måske ikke kommer med, fordi han mangler sponsorer.

Avisernes spisesedler kan gøre det kort: ”Færdig!” Og så billedet af en kendis. Man må have fat i den avis for at læse, hvad der dog er sket vedkommende. Historien drejede sig bare om et par tænder, der skulle opereres på plads.

Jeg skal hilse og sige, at det ingenlunde er nemt at være forhenværende dansklærer. Ikke ret meget af det, man lærte dengang, kan bruges mere. Tillykke må gerne skrives i et ord, "han stod uden for huset" er lige så godt som "han stod uden for huset", det hedder flødeboller og ikke negerboller, selv om der er hverken eller i dem, og ordet sgu må man gerne opfatte som helt stuerent. En studievært på en herværende TV-kanal: ”Er vejret så ad røven til, hr. vejrmagister?” er noget, vi må acceptere, for ordet røv er på vej tilbage til den betydning, det havde omkring 1300-tallet, nemlig blot et hul.

Omstillingsparat, fleksibel, nyorienterende. Kæmpe, kæmpe, kæmpe. Det er den stakkels dansklærers lod. Og I andre? I skal da bare fortsætte med at snakke og skrive helt forkert.

FULD NARKOSE (maj 2011)

En hastigt voksende trend breder sig åbenbart ud over det ganske land. Har man tandlægeskræk, lægges man af et rejsende team af narkoselæger med mobiludstyr i fuld narkose før tandbehandlingen, og glad og let om hjertet vågner man nogle timer senere og har fået ordnet huller, udtrækninger, rodbehandling og sågar en bro - samt regningen.
Jeg synes, det er en god idé med fuld narkose, når man besøger tandlægen.
Det kan meget vel i et mere overordnet perspektiv vise sig at være løsningen på nogle af vort samfunds problemer, hvis de mobile narkosehold sættes ind, hvor der er tilsvarende behov.
I stedet for at være betænkelig over det, kunne det overvejes at udvide ordningen.

Der er mange skoleelever, der er frygteligt generede over at gå i skole. Hvis de hver morgen blev lagt i fuld narkose af et narkoseteam, ville dagen gå meget lettere både for dem selv og ikke mindst for lærerne. Jeg tror ikke, Danmarks Lærerforening vil være imod. Det kunne i mange tilfælde aflaste den ofte særdeles besværlige undervisningsproces uden obsternasigheder, subordination og direkte lømmeladfærd fra de elever, der nu engang kun er sat i verden for at genere lærere.
Pisaresultaterne vil ikke ændre sig stort. Helt ærligt.

Når man først kommer i gang med overvejelserne om anvendelsen af fuld narkose i dagligdagen, dukker der et væld af anvendelige områder op.

I retten kan det naturligvis være vanskeligt at forestille sig ordningen indført, men i fængslet ville fuld narkose vække lykke hos både indsatte og ansatte. Væk med besværlige regler om mobiler og gårdtur og motionsrum og at skulle skaffe sig hash for at holde det hele ud.
Man forestille sig den tilrejsende gæst, der har en lille klump med under besøget, få et overbærende smil fra den indsatte med et: ”Vi har noget, der er meget bedre. Og tilmed lovligt!”.
At rejse vil fremover betyde mindre stress uanset forsinkelser og fyringer hos DSB, hvis alle passagerer til de lidt længere stræk bliver lagt i narkose. DSB-narkoseteams kan køre en lille vogn lige efter stewardessens kaffevogn. Måske kan det spare skatteborgerne for en del, hvis DSB-cheferne selv nyder godt af ordningen. Inden de når at udtale ordet Ansaldobreda, virker narkosen. Nu er de fleste fyret, men der kommer andre chefer.
 
På Christiansborg vil Folketingets ansatte, der jo både skal høre på og betjene medlemmerne af vor ærede rigsdag, blive glade over en eller anden form for tvungen narkoseordning. Man kunne trække lod, om det var de ansatte eller medlemmerne, der skulle nyde godt af folketingsnarkoseteamet. Det vides ikke, om ordningen allerede kører.

Ældre medborgere på plejehjem oplever en temmelig kraftig indvirkning på deres legeme, når de om morgenen bliver tvunget til at skulle ud af sengen. Det kan i sin substans godt minde om skoletiden. Det knager og brager i hele den elendige, knoglestive krop, og det er med største besvær, at man kan få sine sokker på.
En gang narkose kunne eliminere de værste gener her. Det kunne spare plejepersonale, og dem, der er tilbage, kunne tage den lidt mere med ro og ikke løbe med tungen ud af halsen som nu. Stress og dårligdomme over arbejdet kunne undgås, så det er svært at se det negative i den ordning. Nogle ældre bryder sig ikke om det ugentlige bad, mens andre kommanderes af sted på den skrækkelige daglige gåtur. Især om søndagen måske.
Meget tyder på, at i kirken er ordningen allerede indført til gudstjenester. Den sidste, jeg var til, var i hvert fald en bedøvende forestilling. Et par gange bad præsten menigheden om at rejse sig for dog at sikre sig, at alle var ved bevidsthed.

Konklusionen må klart være, at narkose er vejen frem som beskyttelse mod livets mange ubehageligheder.
Når ideen om fuld narkose på alle områder i dagligdagen er slået igennem for alvor, vil vi dertil opleve, at verdens lykkeligste folk er blevet endnu lykkeligere.

SEERNE ER IKKE FATSVAGE (april 2011)