|
FORSTANDER-INDEN
HAR MAGTEN |
|
Onsdag 30. august 1972
Hans gik en sidste runde, inden han var sikker på, at alle elever enten sov eller var på vej til det. Det generede ham med det øre. Han skulle hele tiden sørge for at vende øret den rigtige vej, og alle andre måtte synes, at han vist var lidt mærkelig, fordi han drejede hovedet sådan.
En sidste tur på pigegangen. På det næstsidste værelse lå Birgit og Ulla. Birgit stillede ham mange spørgsmål om øret, og baggrunden for alle disse spørgsmål var hendes egne oplevelser med en veninde, der havde høreproblemer. Hans sad på sengen og hyggesnakkede en rum tid med de to. Men han rejste sig dog, da han så på uret: overraskende nok var der gået en halv time!
Han skyndte sig at sige godnat og ilede ned til sit vagtværelse. Han kunne ikke læse mere end fem minutter, før øjnene gled i, og han slukkede lyset og lagde sig til og faldt straks i søvn.
Han drømte, at han var ved at komme for sent i skole. Skoleklokken ringede allerede, åh nej, han måtte skynde sig. Halvvågen slog han dynen til side og hørte et vækkeur ringe et eller andet sted i værelset. Det var ikke det, der stod på bordet ved siden af sengen. Han tændte lyset og forsøgte at lokalisere det irriterende ringeri. Det kom fra bogreolen, det var han sikker på. Med bare fødder trampede han derover og gik frem og tilbage langs hylderne, men kunne bare ikke finde vækkeuret.
Så standsede det. Han åndede lettet op. Tænkte på, om en kollega havde glemt et. Men de havde jo dette, hvorfor så tage sit eget med?
Han lagde sig lidt mellemfornøjet igen og faldt ret hurtigt i søvn igen.
Klokken to ringede et vækkeur. Hans for op, denne gang ærgerlig og vred, for nu vidste han, at nogen holdt ham for nar. Han tændte lyset og forsøgte igen at finde vækkeuret. Denne gang lød det mere, som om det kom fra et af vægskabene med opgavehæfterne i. Han flåede dem op og fandt til sidst det formastelige vækkeur. Han gjorde det eneste rigtige, syntes han selv: Han knuste det mod gulvet i et enormt brag, åbnede vinduet ud mod gården og smed det ud. Sådan!
Inden han gik i seng igen, ledte han efter andre vækkeure. Han vidste godt, at elever var skånselsløse. Det havde han også selv været, da han gik på efterskole dengang i halvtredserne. Han huskede endnu, da et par af kammeraterne havde væddet om, hvem der turde sætte sig på gangen om natten og aflevere en puba der midt i det hele! Næste morgen var der blevet vild opstandelse. De var kun drenge på skolen der i vinterhalvåret, men forstanderinden var ligeglad med, at det kun var drengestreger og var blevet godt tosset og havde skældt dem ud i over en halv time.
Han søgte i over et kvarter, men kunne ikke finde flere. Omsider faldt han til ro og lukkede øjnene.
Præcis klokken tre kimede det tredje vækkeur. Hans for op og eksploderede. Han sprang ud på gangen og trykkede på klokken, den klokke der normalt fortalte eleverne, at nu skulle de enten til eller fra time eller til måltid eller til møde.
Natten var stadig forholdsvis sommerlys, men det var alligevel nødvendigt at tænde lys. Efterhånden vågnede flere og flere elever, og de fik søvndrukne noget tøj på og stimlede sammen nede i forhallen, hvor Hans skulende stod. Da han fornemmede, at de fleste elever var mødt, holdt han en dommedagsprædiken for dem. Forklarede dem, hvor træls det var at være på arbejde og ikke kunne få sin nattesøvn, fordi en eller anden stud havde placeret nogle vækkeure for at genere ham. Han opfordrede ikke direkte den eller de pågældende til at melde sig, men han lovede, at hvis han fandt ud af det, ville han tage vedkommende med ud i den mørke skov, læsse dem af og køre hjem igen, mens de kunne få lov at trave hjem i buldrende mørke!
Eleverne gabte, men ikke mange sagde ret meget. Den eller de skyldige havde ikke den store lyst til at melde sig.
Alle blev sendt i seng igen, og Hans gik til ro. Men ikke på vagtværelset. Han tog sin dyne med ind på lærerværelset og lagde sig der. Han var godt klar over, at de der vækkeure kunne fortsætte hele natten.
Inderst inde måtte han stiltiende indrømme, men kun over for sig selv, at det faktisk var en rigtig god practical joke. Bare ærgerligt, at det skulle gå ud over ham. |
|
Forstanderinden har magten
Okt 2009
Winnie Keis
Jeg har læst Finn Wilkens tre bøger:
Forstanderen har altid ret
Forstanderinden har magten
Ned med forstanderinden.
Når jeg læser anmeldelsen på bagsiden, er min opfattelse, at emnet er en efterskole, hvor jeg vil kunne læse om, hvordan det er at gå på efterskole, og hvilke oplevelser eleverne har mulighed for at få.
Når jeg læser bøgerne ud fra denne indfaldsvinkel, bliver jeg oprørt over alle fortællingerne omkring personalets indre magtkampe og fremlæggelsen af deres seksualitet. Hvad kommer det dog kommende elever ved?
Jeg tænkte: Mon jeg skulle se på en anden indfaldsvinkel til disse bøger? Hvis emnet ikke er efterskole, men magt og efterskolen er rammen for historien, giver historierne lige pludselig en anden mening for mig.
Med denne indfaldsvinkel bliver bøgerne og deres fortællinger meget interessante. Og gav mig følgende oplevelse.
Nogle rigtigt godt skrevne bøger om begrebet magt. Teksterne kommer ind på magtbegrebet i rigtig mange situationer. Seksualitet, lærer/elev, forstander/lærer, arbejdsgiver/arbejdstager, rig/fattig, prominente/ikke prominente, sælger/køber osv. osv.
Samtidig med dette er teksten skrevet rigtig godt i sin samtid. Det drejer sig om bl.a : Pornoens frigivelse, fri abort, elevers krav på demokrati og kvindernes ligeretskamp.
Det har været herlig og også spændende læsning.
J. J., forstander
Jeg er generelt glad for bøger, der tager udgangspunkt i virkeligheden.
F. eks. biografier,virkelige begivenheder og livserfaring.
Måske derfor synes jeg, det er spændende, at der tages udgangspunkt i trilogien i historisk virkelighed og et virkeligt miljø. Jeg kan f.eks. huske, hvad jeg lavede den snestormsweekend, hvor Frank er på højskole. Jeg ved, at datoen og vejret passer sammen. Jeg kan også genkende naturen og mekanikken i nogle af begivenhederne på efterskolen.
Rent teknisk bliver ledetrådene samlet op (f.eks. energiforsyningsbeskrivelsen i Hjertinghuset).
Det må have krævet stor forberedelse at få fantasi, praktiske ting og historikken til at passe sammen de forskellige steder i bogen.
Den bedste ros, man kan give en bog måske, er dels, at når man af en eller anden praktisk grund får den lagt fra sig, så glæder man sig til at komme tilbage til den, og se hvad der videre sker.
Dels at man tænker videre om og tilbage på bogen, når man er færdig
Sådan havde min hustru og jeg det begge med trilogien, og det er selvfølgelig også derfor, det gik hurtigt med læsningen.
Jeg ser ikke bogen som nøgleroman. Ej heller for en skole. Mere beskrivelse fra livserfaring i efterskolelivet garneret med analyser og beskrivelse af psykologiske mekanismer hos underskudsbørn, der tærer på de voksnes overskud, og voksne der skal arbejde meget tæt sammen i et snævert miljø i et samfund, hvor ikke engang tosomheden fungerer.
Når man selv står midt i det, er det rart at se det lidt ude fra. Derfor kan det være en god bog for folk i efterskolen, eller folk der gerne vil vide mere om skoleformen. F.eks. nyansatte.
Personbeskrivelsen virker også fint. Kan se dem for mig.
Det er godt fortalt.
Villy Dall. Thisted Dagblad
"...Da Finn Wilkens gik på pension, havde han allerede romantrilogien "Efterskoleliv" liggende på computeren.
I sensommeren 2009 fik han så de tre bøger gjort klar til udgivelse på Forlaget Uhrskov i Holsted i Sydvestjylland.
Romanerne har på den egn skabt en vis røre, fordi flere læser dem som nøgleromaner fra livet for 40 år siden på den daværende Sydjysk Ungdomskostskole (SUK). Det er de dog ikke, siger Finn Wilkens, som har inddraget mange oplevelser og personkarakteristikker fra sine senere lærer- og forstanderliv..."
Steen Rasmussen, Jyske Vestkysten
"...Bogen ("Tilflytter") udvikler sig til en begivenhedsrig og handlingsmættet krimi, hvis handling det vil være synd at afsløre her, men som er typisk for Finn Wilkens. Han benyttede samme effektive virkemiddel i sin trilogi »Efterskoleliv«...."
| |
