|
Søndag 8. august 1971
Asgaard Efterskole var en statelig ældre rødstensejendom omtrent midt i Asgaard. Tidligere havde der været kro, og endnu tidligere bondegård. Frank trådte ind på lærerværelset og hilste rundt. I dagens anledning havde han iført sig lidt pænere tøj, end han var vant til fra seminariet, men nu, hvor han for allerførste gang skulle promovere sig som nybagt lærer, måtte han hellere hejse flaget.
Lærerværelset lå med udsigt ned over haven mod Forstander Pahlgaards villa; udenfor stod et stort egetræ, og man kunne gå direkte ud i haven gennem en dobbelt glasdør. Til den anden side lå kontoret, til den tredje spisesalen, som man skulle igennem for at komme ned til undervisningslokalerne og elevernes opholdsrum samt hall´en. På gangen ned mod hall´en lå det lille rum med overnatning for vagthavende lærer med direkte adgang til badeværelse. I rummet var der et stort skab, hvor lærernes dyner var anbragt. De lå der på rad og række på forskellige hylder.
Han sludrede lidt med Dahl-Hansen, en rank ældre kollega med hvidt hår, der så ud til at kunne spille rollen som overlæge Hass Christensen i enhver dansk film. Så trådte Bente ind.
Bente var 24 år, pædagog og ikke lærer. Pahlgaard havde forklaret ansættelsen af hende med, at ungerne skulle have nogle gode tilbud om aftenen. Hun så godt ud med svung over hofterne og smut i øjnene, det kunne han se lige med det samme, og hun var i høj grad tiltrækkende, slank med udfordrende kurver og sidst, men ikke mindst nogle skønne øjne. Hun hilste raden rundt med smil og tilsyneladende uden nerver af nogen art. Hendes håndtryk var lige så fast som hendes blik lige ind i hans øjne.
-Er du slet ikke nervøs? Spurgte han hende.
-Jeg har nemlig næsten ikke sovet i nat.
-Jo da, men det nytter ikke noget. Nu må vi i gang! Desuden kender jeg nogle af forældrene fra foråret. Der er jo visse gengangere! Du skal se, det går nok. Har du ikke sovet i nat, må du nok regne med, at det gør du så i den kommende!
Det kunne hun have ret i. Sammen fulgtes de ad nedenunder. Undervejs hilste de på forældre, alle vegne var der stuvende fuldt af mennesker. Han var glad for det lille navneskilt, som også han havde fået tildelt. Ellers kunne forældrene – og eleverne – nemt tro, at han var storebror til en eller anden elev.
En fin lille gymnastiksal, der, for ikke at fylde for meget, var blevet gravet noget ned i jorden, dannede i dag som de sidste syv år i den nuværende skoles historie rammen om den lidt højtidelige begivenhed, hvorunder Asgaard Efterskole første dag i det nye skoleår præsenterede sig for eleverne og deres forældre. Der var stillet blomster frem mange steder, og på talerstolen var tændt levende lys.
Forstander Ib Pahlgaard stod bred og mægtig og ringede med sølvklokken, og da der blev ro, åbnede han kort med at nikke til Dahl-Hansen, og da han spillede på klaver, sang Pahlgaard for.
"Hvor smiler fager den danske kyst.." lød klart og rent.
Pahlgaard bød herefter velkommen:
-Velkommen til alle, både forældre, børn og kolleger og ansatte på skolen!
-I har nu givet os det kæreste, I ejer. Vi takker for denne tillid og skal forsøge at forvalte den til det, der er bedst for jeres børn. Vi håber alle på et godt og frugtbart skoleår, således at jeres børn forlader os til næste sommer med mange gode minder og en viden, der er dobbelt så stor som i dag.
Franks øjne klæbede til den store mand, der betjente talerstolen og dens virkemidler så suverænt.
-Jeg skal ganske kort præsentere lærerne på skolen, og jeg vil bede jer rejse jer og træde frem, efterhånden som jeg nævner jer:
-Ilse, min hustru og medforstander, skal ved siden af undervisning tage sig af de syge og i øvrigt gå til hånde, hvor der trænges.., sådan fungerer en skolemor!
Fru Pahlgaard trådte frem og smilede til forsamlingen, der kvitterede med at klappe.
Frank noterede sig hendes skønhed. Slank, bredhoftet, blond og med meget smukke, klare øjne, der nærmest skar sig gennem luften.
-Dahl-Hansen har været her i snart 25 år og er still going strong. Han skal undervise 9. B i dansk.
Dahl-Hansen trådte imens frem og bukkede let, hvilket igen medførte klapsalver.
Pahlgaard fortsatte:
-Søren Sørensen skal være klasselærer i den anden 9. klasse, 9.A. Han har ligeledes været her længe.
Hver gang han nævnte en lærer, fik denne applaus.
-Hans-Erik Hasager starter nu på sit fjerde år, skal undervise i matematik og fysik, både i 10. og 9.
Nå ja, han skal også være klasselærer i 9.C.
-Bente Kristensen er vor eneste kvindelige lærer, men så sandelig jo også den kønneste (her lo publikum behersket, han selv smilede bredt; han nød ganske åbenlyst at fyre nogen små sjove af), og vor Bente skal have eleverne til gymnastik, boldspil, formning og være tilsynshavende! Men hun skal især tage sig af forskellige tiltag om aftenen, som vi fra i år har iværksat!
-Bente begyndte her efter jul og er faldet godt til.
Bente rejste sig og modtog stormende bifald. Drengene piftede og råbte ho, ho, ho!
-Sidst - og ikke mindst vores nyansatte Frank Anschlug Mortensen, der kommer helt frisk fra Haderslev Statsseminarium, parat til at kaste sig over 8. klasse.
Han fornemmede selv, at han fik pæne ovationer, måske fordi han var ny og lidt af en grønskolling...? Han var også glad for, at Pahlgaard ikke udtalte sig om de mandlige kollegers udseende. Havde Ulla Dahlerup været til stede, ville hun nok have protesteret over begge dele.
-Nu synger vi så den anden side: "Du danske mand af al din magt...", og herefter er der kaffe ude på græsplænen. Under kaffen vil der være lejlighed til at hilse på og snakke med børnenes klasselærere.
Han undrede sig over, at hverken pedellen, Valdemar, eller køkkenlederen, Fru Lund, blev nævnt. Og han var direkte forbavset over, at ikke engang Elizabeth, sekretæren, skulle præsenteres. Men måske havde alle forældrene set hende i forvejen. De skulle jo alle forbi kontoret med indmeldelsen, før de kunne regne med, at deres barn var optaget. Hun så ikke ud, som om hun følte sig overflødig. Valdemar stod nede bagved, og Fru Lund var nok i køkkenet.
Dahl-Hansen stemte i med klaveret, og den danske mand begyndte.
Det var dejligt bagefter at komme ud af den varme gymnastiksal og op i den friske luft.
Mange forældre tog straks afsked med deres børn og kørte hjem. Efterhånden tømtes skolen for forældre. Også Valdemar og Elizabeth hilste farvel.
Med Elizabeth havde han det fint. Hun og hendes mand, Lars Peter, populært kaldet Lars P, var venlige og interesserede i ham. Lars P var morderlig god til de kvikke replikker, fornemmede Frank klart. Ingen formåede at sætte ham til vægs. Han var uddannet skolepsykolog og leder af byskolen i Asgaard for børn med en intelligenskvotient lavere end 90. Altså lavere end de såkaldt normaltbegavede. Desuden medlem af socialdemokratiet og af byrådet ligesom Pahlgaard.
Han erklærede straks, at han da aldrig satte sine ben på efterskolen, selv om konen var sekretær der. Han gav selv grunden: Både hans kone og hans partifælle i byrådet sad der på samme kontor, og det kunne give anledning til konflikter.
Frank stod lidt og snakkede med Dahl-Hansen, denne trøstede ham i sin lette panderynken for morgendagen; så længe Guds fugle kunne fløjte sådan, var der i og for sig ingen grund til bekymring.
-Måske er der slet ingen gud til, og så tror jeg, at fuglene ville fløjte alligevel! Mente han.
Imens skævede Frank lidt efter Bente. Hun var nok værd at kaste et ekstra blik på.
Et ængsteligt forældrepar var lige henne hos ham for at fortælle ham, at deres dreng skulle begynde i 8. klasse, men han var meget ordblind. Var tilligemed blevet drillet førhen i folkeskolen, men nu håbede de, at efterskolens gode ry kunne afhjælpe denne mobning.
Han var taknemmelig over, at nogen behandlede ham som en ligestillet, og han snakkede længe og godt med de to forældre. Han tænkte på, at seminariets gyldne tid med kun at have ansvar for sig selv definitivt var forbi. De regnede helt naturligt med, at deres søn var i gode hænder på skolen her og med ham som klasselærer.
Frank følte sig voksen nu med sine 24 år, uanset hvor ung han så ud. Han rankede sig helt uvilkårligt for at se lidt større ud. Han prøvede på at virke erfaren, klog og med indsigt på området, selv om han ikke var det.
En anden sag var, at han på seminariet praktisk taget aldrig havde fået nogen form for undervisning i, hvordan man skulle tackle læse-vanskeligheder. Men de havde da tilbragt en del timer med at prøve at forstå den nye tegnsætning samt diskutere en svensk forfatterfilosof, som især en af de medstuderende vidste en masse om.
Han havde forsøgt at blive fritaget for faget kristendomskundskab, fordi han i et anfald af almindelig ungdomsoprørsprotest i 1968 havde meldt sig ud af Folkekirken. Men rektor overtalte ham til alligevel at fortsætte på holdet. Religionslæreren lignede faktisk Jesus, men på trods af Franks fordomme om sådan en var læreren overraskende kontant i sin undervisning, så det endte med, at Frank fik meget ud af timerne.
De diskuterede brændende de centrale problemstillinger med læreren. Hvorfor ville en gud absolut have, at man skulle tro på ham? Hvad er der galt i, at man kunne vide besked med ham?
Han forestillede sig heller ikke, at Gud ligefrem ville dukke op og sige:
-Hej, ved I hvad? Jeg ved godt, jeg var lige hurtig nok på aftrækkeren, da jeg skabte verden. Undskyld. Der røg et par finker af fadet, og derfor er den verden, I lever i, ikke perfekt. Det gik lidt hurtigt, der opstod nærmest en kædereaktion, hvilket faktisk – indrømmet – kom lidt bag på mig. Men nu må I se at få det bedste ud af det, og jeg vil ønske jer held og lykke med foretagendet. Jeg for mit vedkommende har for længst besluttet at trække mig tilbage og nyde mit otium!
Hvis det blev bragt i fjernsynet, ville ingen tro på ham. Det ville være noget satire af Panduro og Møllehave. Og hvis han ikke kom i fjernsynet, hvor og hvordan skulle han så kommunikere?
Men det var alligevel en fascinerende tanke. Det kunne også være, at den kære gud ikke havde trukket sig tilbage og intet fortrød og sad der og holdt sit evindelige, smålige regnskab med godt og ondt for hvert enkelt individ på jorden. Han havde nok ret travlt med amerikanerne i Vietnam.
Nej, det var for utroværdigt.
Han rystede på hovedet af soldater og især sportsfolk, der mente, at gud netop holdt med dem, når de vandt. Gud var med os i dag, påstod de sejrsglade sydeuropæere fra Benfica og Real Madrid. Var han så mod alle de andre, der tabte? Det var trods alt de fleste.
Når han tænkte på al den ondskab, der var i verden, kunne han heller ikke se menneskene som andet end det foreløbigt sidste trin i en lang udvikling. Det, de havde nået, havde de nået! Og ikke så meget mere. Demokrati, en ordentlig lovgivning, hvor hvert enkelt individ nød den samme beskyttelse, uanset herkomst, det var dog sammen med den økonomiske fremgang, som alle var blevet ramt af i tresserne, menneskeskabt og det bedste, de nu engang kunne frembringe på dette stade. Ja, Nord-Vietnam, selvfølgelig. Og Sydafrika. Kina. Nordkorea. Cuba. Der var mange steder i verden, hvor der manglede lidt i den højere retfærdighed. De underudviklede lande. I skolen fik de ikke en forklaring på det fænomen.
Han havde den anskuelse, at de var på vej. At det dog ikke kunne gå tilbage til fortidens fattigdom og store forskel på mennesker. Ikke i Danmark. Når først resten af verden indså, hvor nødvendigt demokrati var, ville der være fremgang over hele linjen.
Han havde haft en god ven på seminariet, med hvem han diskuterede ivrigt; vennen var overbevist om guds eksistens. Han mærkede alligevel, at de gled fra hinanden, fordi det var så enkelt for ham. Når man en gang havde taget den beslutning, at der ikke kunne være tale om at tvivle på en almægtig, alvidende guds tilstedeværelse i stort og småt, så udgik alt liv derfra.
Selv ikke de mere finurlige diskussioner havde nogen effekt. Han forsøgte sig med, at en gud, der var både alvidende og almægtig, var en selvmodsigelse. Men vandt ikke megen gehør.
Hvis gud vidste, at en naturkatastrofe nærmede sig på søndag, kunne han standse katastrofen. Men hvis han kunne det, havde han så ikke overhalet sin egen alvidenhed?
Det gav ingen mening.
Søndag 8. august 1971 aften
-Jeg har da tænkt på at sige op!
Søren vred hænderne og stirrede på ham. De små, blå øjne plirrede, hans hår stod lodret op, som om han lige var stået op.
-Erna siger somme tider til mig: Du har det jo ikke altid lige godt, lille Søren. Hvor tit er du ikke kommet hjem og har været ked af det, fordi ting er gået skævt…
Det var lige før, han gjorde nar ad hende.
Søren så ud af vinduet. Aftenskumringen var så småt på vej. Mosekonen havde lagt et fortryllende skær ud over skolens græsplæne. Om lidt skulle de sige godnat til eleverne for første gang i dette skoleår. Det havde været en noget forvirrende eftermiddag, hvor der ikke havde været et egentligt program fra forældrenes afsked til aftensmaden. Og igen efter aftensmaden. De daskede sådan lidt rundt og snakkede med snart den ene, snart den anden elev.
Med jævne mellemrum var de på lærerværelset og fik noget kaffe.
Søren og han sad egentlig og hyggesnakkede, mens de øvrige kolleger gik runden, da Søren pludselig blev meget personlig og betroede ham sine inderste tanker, mens han rullede cigaretter fra sit lille lager af cigaretpapir, cigarettobak og en lille håndruller, der snildt stoppede tobakken ind i det hule papirrør.
-Og vi har jo, takket være min kones lille arv, nok penge i banken til, at vi kan klare os. Jeg er kun 53 år, og jeg ville gerne, at vi havde nogle dejlige år sammen endnu. Jeg kunne godt være bange for, at jeg pludselig ligger der med hjertestop, fordi alt..
-Jeg kan godt tackle de fleste af de der episoder. Jeg har det bare så svært med elever, der ikke vil gøre, som jeg siger. Nu starter det hele forfra i morgen, og det kreperlige er, at der er 17 gengangere fra sidste år, og de skal nok vide at fortælle de andre, hvordan jeg er!
Frank var lidt overrasket over hans åbenhed og ærlighed. Det havde han ikke ventet. At en gammel mand på 53 betror sig til en ung klør på 24, var i hans øjne ikke hverdagskost.
Søren rullede endnu en cigaret. Han skrabede omhyggeligt tobakssmuldet sammen og hældte det tilbage i bunken.
-Jeg er træt af at blive kaldt femhundredekroneseddel, bare fordi jeg har det her lille husmandsbrug. Som om jeg ligner en mand, der hellere skulle være blevet bag ploven. De synes, jeg skulle være blevet derude som plovmand.
Søren lignede mere én, der var på vej til at få tårer i øjnene.
Søren fortalte om sin ansættelse. Dengang for nogle år tilbage, hvor de modvilligt måtte opgive landbruget, løb Søren tilfældigt på Pahlgaard nede i Brugsen, og da Pahlgaard stod og manglede en lærer, foreslog han Søren at begynde. Især fordi Søren engang havde undervist i aftenskolen.
Men Søren havde det skidt med undervisningen. Han havde en lille talefejl, så han læspede en anelse, især kunne han ikke sige ord med u. Når han sagde busk eller skubbe, gjorde de nar af ham, og han vidste egentlig aldrig helt, hvordan det skulle udtales. Det var vist noget med for meget ”u” og for lidt ”o”. Han var helt på glatis, når han stod over for forskellen mellem navnet Bugge og navneordet busk.
Så i samfulde fire år var han blevet hængende, mere og mere utilfreds med sig selv og jobbet. Men hvad skulle han ellers lave? Blive røgter på en af de store gårde i omegnen? Det kunne hans ryg ikke holde til.
Han slog sig til tåls med, at han kunne få de sidste syv år til at gå, inden han kunne sygemelde sig og håbe på førtidspension. Han så frem til en arbejds- og plagfri tilværelse.
Fra Franks sted i livet forekom det ham, at Søren var kørt træt i det hele. Han prøvede med almindeligheder som: det skal nok gå alt sammen og du skal se, de er ikke så slemme i år! at trøste ham, men dybest set var det noget lirum-larum.
Søren var mere ærlig end ham. Mest fordi Frank ikke vidste, hvad han skulle sige til ham. Han havde sit forløb bag sig, Frank var ikke engang begyndt på sit endnu.
Han tænkte uafladeligt på, at Søren bestemt ikke var en Grå og sådan set heller ikke en Rasmussen-type. Han var formentlig slet ikke en lærertype, om en sådan fandtes.
Måske var det så enkelt, at han bare ikke kunne lide de der unge mennesker?
Det sværeste var nok, at han havde uendeligt svært ved at se ham som andet end en temmelig gammel mand, der nok ville gøre bedst i at gå på pension snarest. Han sluttede med at anbefale ham at sige op, når han nu havde penge nok og så leve resten af sit liv i værdighed og ro, som han ønskede.
Men han måtte selv træffe sit valg.
Mandag 9. august 1971
Uden for kontoret lige ved siden af døren sad klokken. Den bestod af to kæmpemæssige metalhalvkugler, hvorimellem et pendul hamrede løs i et afsindigt inferno. Ingen kunne overhøre denne klokke. Den var forbundet med en klokke på drengegangen og en i hall´en. Den kunne betjenes manuelt - inde fra kontoret, hvor Pahlgaard kunne stå og trykke på knappen, mens han i døråbningen holdt øje med færdselen ude på gangen - og automatisk via det store ur, der hang på kontoret. Der var små nitter, der kunne sættes fast i en drejeskive, der fulgte døgnets 24 timer. Det var meget enkelt: når klokken ringede, skulle lærerne til time, eller også skulle de fra time.
Til eleverne var signalet ensbetydende med, at de nu skulle videre i forløbet. Det kunne være til næste time, eller til middag eller stå op eller i seng. De lærte det hurtigt, og ingen behøvede at forholde sig til klokken og selv tage ansvar for at møde til tiden.
Når eleverne ekstraordinært skulle samles, ringede Pahlgaard tre gange. Så vidste de besked.
Det var mandag morgen, den første morgen i det ny skoleår, og alle elever var oppe længe før. Selvfølgelig var de spændte, især de nye.
På værelserne var de sat sådan sammen, at en fortsætterelev boede sammen med en ny. Så kunne de sætte den ny ind i tingene. Det gjorde de sandelig også. De fortalte beredvilligt om hver enkelt lærer, om skavanker og faretruende områder, om hvad lærerne ikke så, og om det man skulle passe på med.
Eleverne funderede over, hvem man skulle være mest bange for, det var let med Pahlgaard og Hasager, men de følgende pladser var der diskussion om.
Klokken ringede præcis 07.00 denne den første almindelige skoledag i det nye skoleår, så skulle alle mand op, og en halv time senere igen var morgenmaden klar. Eleverne stimlede sammen uden for spisestuen i tavshed, forstanderen stod indenfor, og da alt var klart, lukkede han dem ind. En dreng nærmest faldt ind ad døren.
Pahlgaard greb ham hårdt i armen:
-Ikke mase, lille ven, så kan du godt gå ud igen... og nærmest kastede ham fra sig. Han faldt ind i et bord, hvilket udløste et tydeligt Av!
Der blev dødsstille i salen.
Da alle havde fundet en plads, ventede forstanderen en passende tid.
-Her hos os opfører man sig ordentligt. Vi laver en god skole for jer, og derfor forventer vi også, at I behandler os og den og hinanden pænt.
Pahlgaard nikkede til den vagthavende lærer:
-Søren.
Og Søren vendte sig om mod eleverne og sagde:
-Værsgo!
Der var kun én lærer på vagt. Til gengæld havde han så vagten hele døgnet og var ansvarlig. Mandagsvagten var Sørens.
Inde på lærerværelset sad Frank og svedte angstens sved. Han var nervøs og sad uroligt på stolen. Den i dagens anledning nys indkøbte mappe holdt han krampagtigt. Han havde lige pludselig set, at det ikke gik med den grå rygsæk, den var bare for slidt og lærerstuderende-agtig.
Han havde sovet elendigt igen på trods af Bentes forsikringer om det modsatte. Men i aften! I aften ville han sove, tungt og drømmeløs.
Han nøjedes i øvrigt med at hilse på kollegerne, men deltog ikke ret meget i snakken. Sommerfuglene hindrede ham. Hans blik flakkede, og han stirrede igen og igen på sit armbåndsur. Han gik på toilettet mere end en gang.
Da klokken endelig lød til morgensamling, rejste han sig op og gik nogenlunde fattet, men med delvist sitrende knæ ud af døren ned til samlingslokalet.
Morgensamlingen blev ledet af Pahlgaard, og Dahl-Hansen spillede klaver til. Hans klaverspil var ganske enkelt, kunne Frank godt se: højre hånd spillede melodistemmen, venstre hånd slog passende akkorder. Effektivt.
Lokalet tømtes efter samlingen, og han gik op ad trappen til 8. klasses klasseværelse, som rent midlertidigt var indrettet i husgerningslokalet. Senere skulle 8. klasse bo ovre i det lille hus bag gymnastiksalen. Pahlgaard havde lovet ham, at han ville få medindflydelse på indretningen. Håndværkerne var gået i gang med moderniseringen af den faldefærdige hytte, og han glædede sig allerede til at tage den i brug.
Heroppe i husgerningslokalet sad 12 små mennesker parat til den første time i det første skoleår på Asgaard Efterskole for dem – og for ham.
Han skred som den sidste ind af døren, smækkede mappen i bordet og sagde:
-God dag, som I hørte i går, hedder jeg Frank, og jeg skal være jeres klasselærer. Vi starter med at lære hinandens navne at kende, og derefter har jeg en historie, vi skal læse. Til sidst får I en stil for...
Han havde med vilje valgt en noget direkte bestemmende linje, hvor der ikke var tvivl om, hvem der skulle lave hvad, eller hvem der bestemte.
De forskellige elever sagde deres fornavn og den by, de kom fra, og timen skred fremad. Han glemte en overgang, en stor overgang, at han egentlig var rystende nervøs. Men han troede ikke, at eleverne mærkede det, og det var sådan set det vigtigste. Mod slutningen af timen begyndte han så småt at ånde lettet op.
Eleverne kunne formentlig også være nervøse. De kendte ikke hinanden eller ham.
Mens eleverne på skift læste op, tillod han sine tanker at krybe lidt uden for vinduet. Derude sad i træet en solsort og fløjtede bare ad det hele. Dahl-Hansen havde ret. Fri som fuglen. Endelig voksen, endelig anerkendelse for et stort stykke studiearbejde. Man blev regnet for noget! Oven i købet fik man løn for det. 2.400 kroner hver måned! Endda forud!
Han kiggede op fra bogen og sagde:
-Ja, tak, Benno. Luk bøgerne i! I får nu stil for, den skal afleveres på fredag inden dansktimen. I får den tilbage mandag efter weekenden. Stilens emne er.
Han skrev hurtigt titlen op på tavlen:
-"Min største oplevelse i sommerferien!"
Han vidste godt, emnet ikke i den grad var ophidsende. Men det ville måske kunne lære ham lidt om sine elever. Han kiggede rundt på klassen.
-Er der nogle spørgsmål?
-Hvor lang skal den være? Ville Tommy vide.
-Mindst en side i jeres hefte. OK, så må I holde frikvarter!
Det sidste sagde han, netop som klokken lød. Han var lige ved at glemme, at det altså var klokken, der bestemte.
Han vendte sig om og begyndte at pakke sine bøger og ting sammen. Faktisk godt tilfreds med den allerførste time.
Lige som han skulle forlade klassen, opdagede han en lille pige, der sad med hovedet på armene og græd.
Det for igennem ham: Han havde allerede såret en elev, han havde allerede givet dem arbejde for, skønt han ikke kendte deres formåen, han havde sagt noget om en eller anden i historien, som lignede hendes mor, eller hendes..
-Ja men (han kiggede på hendes navneseddel, der stod lidt skævt for på hendes bord, kunne ikke engang hendes navn endnu) Anne dog, hvad er du ked af?
Anne hulkede, snøftede og fremstammede noget uforståeligt...
-Du bliver nødt til at sige det lidt tydeligere, Anne, ellers..
-Jeg savner min mor ... jeg vil (snøft) hjem...
Han åndede lettet op, nå, ikke andet...
-Såh, så, du, nu går vi to ned og snakker tingene godt igennem sammen med Pahlgaard, så skal du se...
Han tog hende om skulderen, huskede sin taske og sammen vandrede de ned på kontoret.
Hen på eftermiddagen kom moderen og hentede en glad Anna og alle hendes ting. De øvrige elever bemærkede det næsten ikke, kun Annas værelseskammerat sagde farvel til hende.
Tirsdag 10. august 1971
Lærermødet fandt ifølge skemaet sted tirsdag eftermiddage, og derfor samledes de her på tredjedagen i skoleåret. Pahlgaard for bordenden. Han var naturligvis ordstyrer. Ved hans side stod Ilse.
-Er der ikke en stol til mig? Spurgte hun.
Hun så igen så alvorlig ud. Det slog atter Frank, hvor smuk hun var. Hun lignede en filmstjerne. Og så brugte hun ikke make-up.
Han gættede på, at hun var først i trediverne.
Søren rejste sig straks og skaffede hurtigt en stol. Ilse satte sig uden at sige tak, men så stadig lidt fortørnet ud.
-Ja, hvis I lige vil ta´ en dagsorden, Pahlgaard pegede ind mod bordmidten.
-Pkt. 1: Indretning af vagtlokale. I skal have et ordentligt lokale at opholde jer i under vagten, og derfor vil jeg indrette det lille rum, vi normalt bruger til specialundervisning og overnatning til jeres vagtstue...
Hans-Erik ville godt fra starten have slået det helt fast:
-Vil det sige, at vi så ikke længer skal eller må sidde her på lærerværelset??
-Jeg synes, det vil være særdeles uhensigtsmæssigt at sidde herinde så langt fra begivenhedernes centrum. I må jo tænke på, at elevernes opholdsstue ligger i den anden ende af huset! Erfaringerne fra sidste år fortæller os, at der kan ske ting og sager på elevfløjene, mens vi sidder her i den anden ende af skolen! Jeg har købt et lille bord og fire stole, det kan blive vældig hyggeligt!
Søren turde godt komme med en indvending. Forsigtigt mente han, at der så blev en del larm at høre om aftenen, hvis de da ikke skulle rende og råbe hele tiden..
-Ja, det er jo op til jer. Jeg mener, at I skal gøre noget ved det, engagere jer lidt i de unge mennesker og sådan noget.
-Man kunne jo evt. sætte sig ned og spille ludo eller snakke lidt med dem? bifaldt Bente.
Hun uddybede sit synspunkt, at lærere ikke kun skulle undervise, men også være sammen med eleverne i deres fritid og hygge sig med dem.
Dahl-Hansen rømmede sig og sagde meget klart:
-Næh, hør nu her: Jeg har taget lærereksamen i sin tid, fordi jeg ville undervise og lære unge mennesker om vort land, vore skikke og kultur, men at sidde og spille ludo med dem, det er nok mere sagen for en fritidspædagog.
Nogle kolleger fniste. Ideen med at ansætte en pædagog var helt og holdent Pahlgaards egen. Frank anede, at i virkeligheden sagde Dahl-Hansen: Pahlgaard, vi synes nok, at skolen skal fungere med lærere! Fritidspædagoger kan noget med ler og modellervoks. Vi andres betydning er noget større!
Der blev lidt uro omkring bordet, Bente fnyste og samlede sig sammen til at give igen. Frank syntes, der var noget kækt over hendes attitude, noget urovækkende. Hun strammede blusen ned foran (Frank mærkede, at hans øjne blev urolige ved dette visuelle tiltag) og rokkede lidt frem og tilbage på stolen, som om hun forberedte sit næste indlæg.
Pahlgaard kiggede på sit ur. Han anede nok, hvor det bar hen.
-Der er mange punkter, så hvis ikke flere vil sige noget, indrettes det lille lokale til vagtværelse i dag. Det kan da stadig bruges til specialundervisning indtil kl. 16 hver dag. I husker selvfølgelig som sædvanlig at lufte godt ud om morgenen!
-Næste punkt: Søren har klaget over at have hele to mellemtimer i sit skema. Jeg må indrømme, den er svipset for mig. Men du kan jo få en ekstra specialundervisningstime. Vi finder sgu nok et par elever mere med vanskeligheder.
-Tredje punkt på dagsordenen:
-Hans-Erik har opsnappet brudstykker af en samtale mellem Keld og Bjarne, og af den skulle det fremgå, at de to vistnok planlægger at besøge pigegangen en af de kommende nætter. Hvad synes I, vi skal foretage os i den anledning? Vi må vist hellere tilføje, at det ikke var helt klart, hvad de hviskede om, men der har nok været noget om det.
Blandt Hasagers talenter var også det, at han turde sige bjerget imod. Men han havde allerede afsløret, at han var talerør for strammere regler og klarere hvis-så aftaler med eleverne. Han gik ind for, at elever, der opholdt sig på det modsatte køns område øjeblikkelig burde hjemsendes uden videre snak.
Sådan var reglen også. Dahl-Hansen mente nu, at den regel var blevet gradbøjet, idet der var stor forskel på, hvem der blev sendt hjem. Han havde berettet om et par drenge, der sidste år fik billetten, mens en sød pige, der altid lavede sine lektier, fik en advarsel.
Samtalen drejede sig umærkeligt ind på denne regel.
Bente spurgte Hasager, om han for alvor troede, at der ville ske noget ganske forfærdeligt, hvis kønnene bare kunne besøge hinanden, - eller hvis de ligefrem boede mellem hinanden på samme gang?
Han slog fnysende asken af cigaretten, rørte ved sine firkantede briller på sin karakteristiske måde med højre pegefinger, der lige strøg op langs højre side af brillestellet for at rette på det og hånligt afviste hende med et:
-Vi skal jo ikke være naive, synes du? Mens han rokkede lidt frem og tilbage på stolen på sin personligt særegne måde. Hans ansigt var meget smalt, og smalheden blev forstærket af hans fuldskæg, der trak formen nedad. Det var også blegt, nærmest gustent, en gullig usund kulør, han røg nok for meget.
-Jeg synes helt klart, at den vagthavende bør holde sig vågen til i hvert fald klokken 2.00 og måske ligge på lur oppe på pigegangen. I pulterrummet er der god plads! Fortsatte Hasager nu efter et øjebliks betænkning.
-Det er en god investering, og det vil skabe ro resten af skoleåret!
Bente kunne ikke lade være med at grine lidt.
-Jeg synes, det er lidt latterligt, at vi ligefrem skal ligge på lur!
Frank kiggede nysgerrigt på hende. Den pige var åbenbart ikke bleg for at sige de ældre imod! Samtidig kunne han ikke lade være med at se den tiltrækkende, slanke, friske, søde unge pige i hende, og endda uden make-up (hvilket han hadede), ugift eller uden kæreste, det vidste han så ikke lige... Det var svært at forestille sig hende uden.
Om Dahl-Hansen følte sig lidt stødt af hendes direkte snak, var svært at sige, men han syntes åbenbart, det var nødvendigt med en tilrettevisning af hende:
-Det er ofte nødvendigt med den slags. Du har ikke været her så længe, så du kan naturligvis ikke vide, hvor slemt det kan gå. Jeg synes, det er en udmærket ide.
-Så siger vi det, skar Pahlgaard af. Dahl-Hansens udlægning betød åbenbart, at emnet dermed var uddebatteret.
Pahlgaard summerede op:
-Det er Frank, der har vagt i aften. Du lader som ingenting, og når du har gået rundt og sagt godnat, lister du dig ind i pulterrummet og gemmer dig der og venter. Jeg sætter mig ned på vagtværelset indtil midnat. Så ser vi, om der er fangst!
De fik øje på hunden Buller, der stod uden for vinduet i haven og peb.
-En ikke uinteressant del af familien, mente Dahl-Hansen hviskende til sidemanden.
-Punkt 4: Der var sidste år, som I ved, en del uklarhed over Ilses arbejdsbetingelser som min stedfortræder, men efter sidste bestyrelsesmøde har vi aftalt, at Ilse også skal tilse de syge, arrangere potter og planter samt gå lidt til hånde hist og her, særligt i køkkenet, hvilket jeg også sagde til forældrene i søndags.
Ilse Pahlgaard var sygeplejerskeuddannet, men havde undervist i nogle år, først på sygeplejerskolen, siden efter giftermålet med Pahlgaard på Asgaard.
-Nogle kommentarer? Nej, så slutter vi nu. Så kan jeg lige nå at hente Dorthe i Vejen.
Pahlgaard rejste sig og forlod hurtigt lærerværelset for at hente sin voksne datter fra første ægteskab.
Flere lænede sig tilbage og strakte sig. Han kunne ikke lade være med at skæve over mod Bentes bluse med de foruroligende smukke kurver.
Han havde ikke helt vænnet sig til arbejdsmetoderne, han kunne ikke bare sig for lige at ytre:
-Det går godt nok hurtigt, her.
-Ja, det er jo noget andet end seminariet. Mente Søren.
Hans-Erik indskød spydigt, mest henvendt til Frank:
-Ved man det, når man ikke har lærereksamen?
-Har nogen set min paraply. Jeg mener bestemt, jeg hængte den op på knagerækken i sidste uge, og nu er den væk...
Dahl-Hansen så anklagende på de andre. Alle rystede på hovedet. Af og til efterlyste Dahl-Hansen nogle af sine beklædnings-genstande, ofte havde han bare glemt, hvor han sidst havde anbragt dem, hvilket måtte tilskrives hans høje alder. Han var tæt på de 60 og på vej til seniliteten…
Søren samlede sin mappe op og gik ud til sin Moskvits, den eneste russiske bil i hele Asgaard, ja for den sags skyld i hele kommunen.
Det havde været meget modigt af Søren for tre år siden at købe en russisk bil i Fredericia. Efter Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet var der ikke mange, der ville købe en bil af den forhandler.
Frank gik med ud for at nappe lidt frisk luft og kunne ikke lade være med at spørge ham, hvorfor han havde købt den bil? Det kunne vel ikke bare forklares med, at den havde været billig.
Søren forsvarede det med, at den kunne han selv finde ud af at reparere, og alle reservedele kunne man bogstaveligt lave på køkkenbordet.
Måske havde han DKP-tendenser?
-Er du kommunist? Spurgte Frank uden omsvøb.
-Måske, måske ikke, smågrinede Søren. Deres biler er i hvert fald meget simple og derfor lette at reparere.
Da Frank kom ind på lærerværelset igen, så han lige kort på Dahl-Hansen:
-Søren har det vist ikke alt for godt med det her...
-og hvorfor dog gå i så mange år i et arbejde, man ikke kan lide, og et arbejde, hvor man ikke rigtig føler, at man slår til?
Ingen syntes at anse det for umoralsk at tale om kolleger, der ikke var der. Det havde Frank allerede fundet ud af. På et lærerværelse var det fuldt legalt. Det ville altid kunne betragtes som interesse for og indleven i ens kolleger. Dermed viste man faktisk selv, at man var fuld af empati. Skulle der undtagelsesvist vise sig svagheder hos den, man talte om, ville man selv stå stærkere, mere ufejlbarlig. Ulempen i dette var unægtelig, at de andre naturligvis så tillod sig at tale om en, når man selv var fraværende.
Hans-Erik gik ud - med sin uundværlige smøg mellem læberne.
Idet han passerede dem, brummede han:
-Søren er et kvaj og burde aldrig nogensinde have været ansat. Det er nu min mening, og jeg synes, at Pahlgaard har dummet sig der..
Dahl-Hansen overhørte Hans-Eriks sætning og sagde efter at have forvisset sig om, at Hans-Erik var gået ud:
-Hans-Erik og Søren har altid haft et særdeles underligt forhold, lige siden Hasager blev ansat her for fire år siden. Hans-Erik har ikke kunnet snuppe Søren, tilføjede Dahl-Hansen.
Han fortsatte:
-De talte ikke sammen, hvis du har lagt mærke til det. Hans-Erik ser ikke til hans side, han ignorerer Søren fuldstændigt. Han er luft, han er ikke engang et atom. Kommer Hasager ind på lærerværelset, og Søren sidder alene herinde, så går han igen! Møder han ham oppe på drengegangen, vender han øjeblikkelig om.
-Ja men, hvordan kan de to da holde det ud? Frank var målløs.
-Altså Hans-Erik har tidligere frosset personer ude, han kan huske, at hans veninde Lisbet var ked af det på et tidspunkt, fordi han frøs sin egen mor ud ... Hans egen mor! Hun var nedfrosset i seks måneder! Humane personer vil vide, at dødsstraf er mere nådigt...
-De havde en elev for to år siden, som fortalte, at han engang pjækkede fra sin folkeskole. Som straf talte hans far ikke til ham i samfulde to måneder! Måske har Hans Erik været udsat for noget lignende? Søren har i hvert fald ikke, så vidt jeg ved.
Dahl-Hansen så selv rystet ud. Frank så spekulativt på ham.
-Han må have haft en grufuld barndom!
-Hvem af dem, spurgte Dahl-Hansen med et smil.
Pahlgaard ringede lidt ud på aftenen op til Frank og beklagede, at de var nødt til at udsætte de aftalte overvågninger af elevernes eventuelle natterend, da han sad i møde og ikke blev færdig foreløbig.
Onsdag 25. august 1971
Frank ville have kørekort og begyndte derfor at gå til undervisning. I et af sine tidligere forhold på seminariet havde han mange sjove stunder med at køre et gammelt VW-rugbrød op og ned mellem æbletræer. Den daværende svigerfar havde nemlig en æblefarm på Nordvestsjællands fede muldjorder, og Frank havde nogle dejlige ferier derovre. For det førstehavde han nogle stimulerende nætter med kæresten, for det andet kunne han tjene lidt ekstra ved at sortere æbler.
Lillebror Henrik havde værelse ved siden af Randi, så han måtte åbenbart have følt sig generet af de natlige udskejelser, der fandt sted. Svigermoderen meddelte i hvert fald Randi diskret, at ham der Jacques, som de kaldte ham, fremover skulle sove inde på det værelse, han havde fået tildelt og ikke ligge og larme hos Randi.
Da Frank og Randi snakkede om det senere, mente han nu, at Henriks snorken langt overdøvede al tænkelig larm i en radius på én kilometer, så de blev enige om, at den 14-årige lillebror var ude i et drilleærinde.
Den følgende aften lå han igen hos Randi, da svigermors stemme lød højt og tydeligt ude fra gangen ud for døren til det andet værelse:
-Go´nat, Frank!
De fnisede, mens Randi holdt fingeren for munden og sagde:
-Tys!
-Lad som om du sover, hviskede hun.
Her var det just, at han ikke kunne lade være med lige så langsomt at fortsætte med at bevæge underlivet frem og tilbage, bare lidt og i millimeterbranchen, fordi der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, og Randi var så lækker. Desværre resulterede disse uendeligt langsomme og små bevægelser i, at spændingen uheldigvis netop derfor steg ganske uforholdsmæssigt hurtigt og naturligvis måtte ende i en formidabel geysereksplosion, hvilket fik sengen til at knage og ham til at udstøde en slags rallende lyd, som Randi forsøgte at dække over ved at hoste kraftigt og langvarigt, mens hun holdt ham fnisende for munden.
Svigermor kom nærmere.
-Go´nat, Randi! Lød det ude fra gangen.
-Go´nat, mor, svarede det uforbederlige pigebarn.
Men om dagen fræsede han og Henrik rundt på domænet i den gamle folkevogn, og han, der aldrig før havde kørt bil, lærte det lynhurtigt. Det, der som dreng var forekommet ham særdeles vanskeligt, at betjene tre pedaler og samtidig dreje på rat og viskerkontakt og afviserkontakt og skifte gear, det forekom helt naturligt her.
Det var vældig sjovt, og Randi blev inviteret med og sad og skrupgrinede.
Når han besøgte hende, tomlede han den som regel fra Haderslev mod nord ad hovedvej 10, og her kom han engang med en boghandler fra Rødovre, der kørte i stor Mercedes. Han var så glad og stolt over sin bil, talte varmt og længe om alle de penge, han kunne tjene som boghandler både i Flensborg og Rødovre, alt imens han gav ham beviser for, hvor hurtigt den kunne køre.
-Hør! Sagde han og bøjede øret ud mod motoren.
-Kan du vel høre den?
Frank rystede naturligvis på hovedet, for en tomler har ikke mange muligheder for modsigelser. I øvrigt var den uhyre lydløs og en drøm for en fattigrøv som ham, der sad der med en grå, fedtet rygsæk og en gul frakke med hætte, let snavset efter mere end to års intenst brug i al slags vejr.
Med boghandleren kørte han hele vejen og over med færgen og videre til Slagelse. Her stod han ud og tomlede mod nord.
På et tidspunkt havde han stået og tomlet i mere end en time, hvilket var sjældent. Ikke nok med det, men der var regnvejr i luften tilligemed. Lidt knotten over den manglende succes og det våde element bandede han halvhøjt, mens en bil standsede et stykke derfra. En soldat i fuld uniform sprang ud, gjorde honnør til bilisten og stillede sig op 50 meter fra ham i samme side.
To minutter senere tomlede soldaten sig til en plads i den følgende bil. Da den standsede for at tage ham med, tog Frank sin rygsæk og halsede derhen og spurgte chaufføren, om han ikke også måtte komme med?
-Så hop med ind, sagde denne lidt surt. Undervejs underholdt bilisten dem med, at han kun tog soldater med, fordi dem kunne man stole på. Soldaten smilede selvtilfreds og afslørede, at han kun havde uniform på, fordi det så var så meget lettere at tomle. På bagsædet forsøgte Frank at argumentere for, at man godt kunne være et ordentlig menneske uden uniform, men de to foran gad ikke rigtig høre på ham. Chaufføren var interesseret i at vide lidt om kasernelivet nu til dags, og så kunne han jo nyde udsigten imens.
En anden gang var han blevet taget med af en ung sociologistuderende i en Hanomag, en varebil med stort lad. Han var vældig flink og spurgte undervejs, om han ikke havde lyst til at køre med til Køge, så kunne han hjælpe ham med at læsse af. Han havde et parti lænestole med. Han påstod ivrigt, at der faktisk var lige så langt fra Køge til Vig som fra Slagelse. Til gengæld tog det noget længere tid at køre helt til Køge. Han ærgrede sig over at have sagt ja, allerede inden de nåede Sorø.
Og ganske rigtigt. Det tog lang tid at læsse vognen. Først skulle de finde stedet, og da han ikke havde været der før, var der mange pauser med læsning af kort og forhøren sig hos den lokale befolkning. Da de omsider fandt det, var ejeren ikke hjemme, og det varede længe, inden han dukkede op, så de kunne få afleveret møblerne. Disse møbler var tunge, og de skulle helt op på anden sal. Han sled og slæbte og blev mere og mere forbitret. Semisociologen kunne se det på ham, for til sidst tilbød han ham alligevel 100 kroner og en sodavand.
Så var de endelig færdige. Han kørte ham til nord for Køge og satte ham af der, i højt humør. Mens Frank i mørkningen havde svært ved at se det lyse i tilværelsen.
Det varede længe, inden han kom med en bil, og han dukkede ikke op i Vig før henad klokken 23. Randi var ængstelig på hans vegne, men de var begge glade over gensynet.
Han havde også fået et sommerferiejob i Vig i børnehaven. Aldrig havde han dog prøvet at arbejde så hårdt før. Børnene krævede, at han bestandig stod på pinde for dem, og det varede længe, inden han lærte at tage dem ovenfra og afslappet. Det var godt, at man ikke læste til pædagog!
Og nu, da han var begyndt at tjene rigtige penge, syntes han, at han ville have sig en bil, også fordi han aldrig mere ville tomle og ydmyge sig over for fremmede mennesker. Og så ville han altid tage fattige unge studerende med, hvis de stod og tomlede og så sølle ud.
Kørelæreren mærkede straks, at det her havde hans elev prøvet før, og de blev enige om, at tre køretimer måtte være nok. Heller ikke teorien var nødvendig at deltage i, da han som lærer måtte kunne lære stoffet forholdsvist nemt.
| 