3
Nytårsløjer og langkål
Nytårsaften et fremmed sted er jeg dog ikke så meget for. Hjemme plejer jeg at få lov til at gå ud i byen lige efter aftensmad sammen med Karsten og de andre. Men her kender jeg næsten ingen.
Alligevel er det dejligt at være hos morfar. Det er, som om det derhjemme slet ikke eksisterer og er fra et helt andet liv. Noget, der ikke har med mig at gøre.
- Hans Theodor, jeg har spurgt, om du må gå sammen med Arne ovre fra herregården. Han vil godt, og du skal gå derom, lige så snart du er færdig med at spise.
Det var da helt i orden. Jeg kender Arne en lille smule fra i sommer, da jeg var på ferie hos morfar.
Vi badede nede fra stranden, og han lader til at være god nok, selv om han er et par år ældre end mig. Han snakkede alligevel bare til mig:
- Er du på sommerferie hos Peter?
- Ja, det er min morfar.
- Det ved jeg godt. Bliver du her hele ferien?
- Ja. Er vandet koldt?
- Nej, nej, det er skide varmt. Kom.
Vi løb ud i det iskolde vand fra sandstranden, selv om jeg har lidt vandskræk og ikke så godt kan svømme. Det kan Arne. Han hopper bagefter i fra badebroen, og det siger plump, når han rammer vandet. Jeg har gjort det en enkelt gang. Da sagde det plask, og vandet sprøjtede ud over andre, der blev sure. Men Arne glider bare ned i vandet som en torpedo. I en af de somme tider spændende timer spurgte vores historielærer, Rustent Søm, os, hvorfor en bombe så ud, som den gjorde. Han tegnede en fisk på tavlen.
- Sådan. Her er en torpedo. Nu ved I det. Så falder den kontrolleret.
En bombe skal falde kontrolleret, så man ved, hvor den havner. Derfor springer Arne som en torpedo.
Jeg skynder mig at blive færdig med torsken, og morfar nikker smilende til mig, da jeg rejser mig.
- Nu tror jeg, at jeg går om til Arne.
- Pas nu godt på, siger mor. Hun er blevet noget bekymret for mig.
- Skal du ikke have regntøj på?
Hendes ord når mig ikke helt, beslutter jeg. Arne skal ikke se mig i regntøj, det ser ikke godt ud.
Jeg går om til Arne med min hundeproppistol og 50 farlige skud. Det er næsten bedre end Fantomet. Der er 25 skud i hver æske, 5 rækker med 5 styks i hver. Når jeg letter låget, skal jeg skubbe den lyserøde tvist lidt til side og bare proppe pistolen ned over en af kuglerne, der er limet fast, og endelig ikke for langt ned, for så kan spidsen inde i pistolen prikke hul til krudtet, og så går pistolen af. Når den sådan er godt og vel trekvart inde, vrikker jeg forsigtigt pistolen, så kuglen går løs, og lidt papir følger somme tider med op. Hvis kuglen sidder lidt for langt ude, skal den lige forsigtigt lidt længere ind i løbet, og det sker bedst ved at trykke den ind i en husmur.
Ved indkørslen til Arnes forældres herregård er der et par store sten med nogle bogstaver og tal hugget ind. Det er forbogstaverne på Arnes forfædre helt tilbage i 1700-tallet.
Den lange indkørsel er skrumplet med gamle, høje træer og halvmure af store sten i begge sider. Hvis man kører i bil, kan man høre, når skruerne og møtrikkerne falder af, sådan ryster det hele. Dem, der bliver siddende, får deres at se til, når man når gårdspladsen.
For den er nemlig også brostensbelagt. Svinger man rundt, kan de sidste skruer falde af, og så sidder man der uden hjul.
Her stod der i gamle dage en træhest. Arnes far har fortalt mig om den. Hvis en karl havde forsømt sit arbejde eller stjålet træ i skoven eller var krybskytte, kunne herremanden sætte ham op på den. Hans hænder var bagbundet, og i begge ben fastgjorde man en tung genstand, en sten eller sådan noget. Så kunne han sidde der på en smal planke, der har gjort av. Det har nok gjort mere ondt end spanskrøret.
Træhesten blev da heldigvis forbudt for 200 år siden. Ellers ville der nok stå én i hvert klasseværelse i dag. Eller bare én i skolegården, det ville række. Der kunne Martin fint sidde. Eller Ole. KP ville aldrig komme til at sidde der.
- Hvad er det, jeg hører? Har du drillet HT? Så må du en tur på hesten.
Læreren ville slæbe Martin ud i skolegården og spænde ham fast på hesten og hænge en tung sten på hans fødder. Når jeg så fik frikvarter, ville jeg sætte mig på stenen, så den ordentligt trak nedad.
- Ha, nu driller du nok ikke mig mere, hvad?
Jeg lader spændt min pistol og sniger mig om på plænen og ser, at hele familien sidder derinde i stuen. Så løfter jeg min pistol og fyrer den af op i luften. Arnold har vist mig hvordan. Det ser ud, som om de bliver forskrækkede, for de farer op og kommer hen til vinduet. Jeg blev selv lidt forskrækket, for det lød ret højt. Imens løber jeg om i gården og ringer på.
- Nå, det er dig, Hans Theodor. Du kan tro, vi blev forskrækkede.
Det er også meningen. Det var noget af et knald.
Jeg ved godt, det bare er noget, hun siger, men bliver alligevel glad.
- Vi er lige blevet færdige med grønlangkålen, siger Arnes mor.
Ikke helt, for der sidder lidt endnu på hendes underlæbe.
Arne har ikke noget grønlangkål siddende, for det er ikke noget, han spiser.
- Tror du, jeg er en ko, siger han, da jeg spørger ham, om han også er færdig med grønlangkålen.
Men pølserne kan han godt lide. Skindet ligger tilbage på hans tallerken i kanten hele vejen rundt.
Efter lidt småsnak frem og tilbage går vi. Arne har en masse skyts med, det buler ud af hans lommer, og han bærer en fyldt pose; noget af det stammer fra Tyskland, hvor man kan få enorme kanonslag, som han siger, der stammer fra 2. verdenskrig.
Den tror jeg nu ikke rigtig på, men jeg føler på en af dem med ærefrygt. Tyske kanonslag! Hvis nogen har forstand på sådan noget, må det da være tyskerne.
Vi går først ind til købmanden på vej ned til Per, der også skal med. Arne sætter et af tyskerkanonerne fast i nærheden af deres stuevindue og tænder det.
- Købmanden er tysker, så han har rigtig godt af at få sin egen medicin.
- Hvad mener du?
- Ja, altså selv blive ramt af kanonslag, hvad ellers?
Så løber vi i dækning.
Der lyder et brag, som er så højt som hele 1. og 2. verdenskrig tilsammen.
- Hvad sagde jeg? griner Arne, mens vi begge forsøger at genvinde hørelsen ved at hule hænderne om ørerne og åbne og lukke dem.
Købmanden kommer nu ud i døren, bag ham hans kone og deres lyshårede datter.
- Godt nytår, brøler Arne og jeg gentager lidt lavere.
De giver os slik og appelsiner, og vi siger mange tak og går videre. Arne smider straks sin appelsin ind over hækken til deres have og koncentrerer sig om slikket.
- Hvis han er tysker, skulle vi så ikke være gået derind?
- Nej, vi andre må holde sammen. Men så du ikke datteren?
- Jo?
- Hun ser fanme godt ud.
- Mnnn.
- Nu skal vi ned til Gasence, siger han.
- Hvem er det?
- Det er en gammel, døv mand, der bor helt alene. Han har ikke toilet, kun et das i gården.
Nå. Det er ligesom hos Karsten. De har også et lille skur i gården.
Arne siger syssh, og vi sniger os nærmere. I grunden skulle det jo ikke være nødvendigt, hvis manden er døv. Pludselig tændes lys i entreen, og vi springer i skjul bag en busk.
En meget gammel mand kommer ud med en cigar i munden og en stok i hånden og stavrer ind i det lille hus, hvor han omhyggeligt lukker døren efter sig. Han har en lygte med, og lyset farer ud af sprækkerne i dasset.
- Hæ, hæ, griner Arne. - Nu skal han fanme få kanonprut.
Han tager en tyskerkanon frem. Jeg bliver lidt betænkelig.
- Er det ikke farligt, Arne?
- Jo, for fanden. Det er skide farligt. Men nu kan han jo ikke høre noget, vel?
Arne griner ad alting og er mægtig skæg at være sammen med. Men jeg bliver nervøs over det, der kan ske med den gamle. Jeg har lidt til overs for gamle mænd, mest morfar selvfølgelig. Gasence kunne også være morfar.
Inde fra dasset kommer der lyde.
- Er han morfar til nogen, spørger jeg Arne.
- Hvad? Hold nu kæft.
Arne sætter kanonslaget fast lige i døren og tænder det. Vi styrter af sted.
Da kanonen går af, kommer der et kæmpebrag, og flammer og eksplosionsild står ud alle steder omkring døren, som Gasence åbner præcis i samme øjeblik.
Gasence går bare ud midt i det hele med sin stok og sin tændte cigar i munden. Han stavrer snakkende med sig selv ind i sit hus igen, lukker døren efter sig og slukker lyset i gangen.
I mørket står vi først helt stumme.
- Han hørte det sgu ikke, siger Arne og kan ikke tro det. Han har lige spildt en hel tyskerkanon.
I dette øjeblik føler jeg med Arne og en sær vrede mod Gasence, der slet ikke blev bange. Han kunne i det mindste have hoppet af forskrækkelse eller noget i den retning.
- Her, siger han. Jeg vil have hævn.
Ud fra en lomme i sin frakke trækker han noget tyndt plastik. Inde i dasset sætter han det forsigtigt på kummekanten og lægger brættet ned igen.
- Sådan. Nu er der lukket. Det var egentlig til Jonas´ far længere nede ad gaden. Han er sgu så dum.
Nede hos Per bliver vi inviteret med indenfor, efter at vi har affyret skytset. Vi får nogle dejlige marcipankugler med chokolade, og før jeg når at få taget en, har Arne allerede proppet to styks i munden på en gang. Hans mund tygger og går pludselig lidt i stå. Så styrter han ud af døren og brækker sig ude i gården.
Imens griner Pers familie, så tårerne triller.
- Kan du ikke lide mel, Arne? Brøler de ud til ham. Jeg står med en af marcipankuglerne i hånden, og da jeg brækker den i stykker, ser jeg alt det mel, der er indeni. Der er ikke meget marcipan over den kugle.
Det er ikke så pænt af dem, men Arne kommer til sig selv, og vi får noget andet slik, de ikke har lavet med mel, og Arne skiller dem alle ad først og spiser så en hel del og bliver i godt humør igen.
Per skal med, og vi tre fortsætter ned ad gaden. Arne går tilbage:
- Lige et øjeblik.
Det varer lidt, inden han kommer. Per og jeg står lidt og venter.
- Nå, du skal holde nytår hos din morfar.
- Ja, det skal vi.
Så begynder vi langsomt at gå. Vender os om. Står lidt igen.
- Fik I kogt torsk?
- Ja. Hvad fik I?
- Også.
- Hos Arne får de altid grønlangkål, fordi Arne godt kan lide kålpølserne.
- Ja, det så jeg godt.
Arne vender tilbage og er meget fornøjet. Vi kan ikke få at vide, hvad han har lavet, og vi skynder os videre. Per har også nogle gevaldige kanonslag med, og min hundeproppistol, som jeg egentlig var så glad for, er bare en lille bitte barnlig hønsekineser.
Vi arbejder meget resten af tiden med at hejse barnevogne op i flagstænger, binde håndtag til med snore, spænde snore ud over stier og hælde vand i de støvler, der står i entreen.
Da vi et par timer senere går hjemad, passerer vi Gasence. Netop der går døren op, og den gamle mand kommer ud igen og bevæger sig ind på dasset med sin lygte.
- Så, for fanden. Han har sgu nok tynd mave. Lort i plastik.
Vi står bomstille og lytter. Han stønner noget derinde.
- Ahhh, lyder det.
Så følger en ordentlig prut. Vi prøver at lade være med at grine, men det er svært. Vi sprutter af fnis og kan næsten ikke holde det tilbage. Det er også lige meget, han kan ikke høre noget alligevel.
Der kommer et støn og en prut mere. Arne eksploderer i et grin, jeg følger efter. Vi stikker af.
Henne om hjørnet kigger vi os tilbage. Døren går op, og Gasence kommer ud, bandende og strygende sig ned ad bukserne.
Fornøjede går vi hjem til Arne, inden jeg skal hjem til morfar.
Arne fortæller om alt det, vi har lavet hele aftenen igennem, og hans far og mor ler ad alt, hvad han siger, næsten som små børn. Der er meget, der er omvendt hos Arne.
- Åh ja, Gasence. Han er noget for sig selv.
Han var i hvert fald ikke meget for os. Ingen slik der. Men vi gik jo heller ikke hen til ham og sagde godt nytår. Jeg er ikke vred på ham længere og forstår næsten ikke, hvorfor jeg blev det.
- Pers mor havde lavet snydeslik med mel i.
- Ja, ha, ha, blev I så snydt?
- Ikke rigtigt, siger Arne.
Arne bliver aldrig rød i hovedet, heller ikke når han lyver.
- Men jeg fik min hævn.
- Nåå, hvad gjorde du?
- Jeg samlede en kolort op inde fra deres stald og pakkede den ind i det plastik, jeg har med, bankede den godt flad og lagde den ind under sædet i deres bil. Det varer længe, inden de finder ud af, hvor lugten kommer fra.
- Ha, ha, Arne, den var god!
Hans forældre griner rigtigt højt.
